Jeg stod forleden i Søstrene Grene på Fisketorvet, hvor jeg havde købt silkebånd til mine julekugler, the, duft lys til min butik, juleservietter, en æske til en gave og mange andre typiske småting. ”Jeg tror gerne, jeg vil købe en pose”, hører jeg mig selv sige til den unge pige ved kassen. ”-eller, det vil jeg gerne”, retter jeg det til.
Pigen griner og kigger på mig og siger: ” Ja, man kan hurtigt sige en masse man plejer at sige, uden egentlig at tænke efter hvad man siger”. -og hun fortsætter: ”Jeg har også lagt mærke til, at flere af mine veninder siger: ”Jeg mærker og jeg føler, i situationer hvor man jo hverken mærker eller føler noget. Det er som om, det bare er blevet smart at sige. Så meget føler vi jo overhovedet ikke som mennesker. Jeg føler ikke rigtigt, at festen i morgen er noget for mig, hørte jeg en dag en veninde sige og helt ærligt, så handler det vel ikke om at føle at festen ikke er noget, men at man bare ikke gider.” Jeg smilede og nød, at mit køb i ”hendes” butik, kunne afføde så fin en snak, i så kort et møde. -Og jeg tænkte også, at jeg nok ikke helt havde tid til at folde vingerne sådan helt ud, om end jeg virkeligt havde lyst til det. Så jeg smilede og sagde: ”Det er i hvert fald rigtigt fint, at vi udtrykker os forskelligt og næste gang du er sammen med din veninde, kan du jo spørge ind til, om det at gide, er noget hun føler eller noget hun mærker og så kan du jo fortælle hvordan du føler eller mærker, at du ikke gider.” -for det ikke at gide er vel i virkeligheden bare udsagnsordet for følelser af modstand mod noget.
Min oplevelse, både i dette møde og i mine møder generelt, er at mange af os ikke inviterer det umiddelbare, dybere ned i vores kroppe, og ikke er nysgerrige på, hvorfor vi egentlig ikke gider, ikke orker eller måske gerne vil. Det bliver til udsagn, vi siger højt, som definerer vores her og nu stemning, ved hjælp af udsagnsord. At gide. At ville. Dog stammer det hele fra noget dybereliggende, som er en følelse vi kan mærke, i forbindelse med noget bestemt. At vi kan mærke, at vi ikke gider. At vi føler, at festen ikke er noget for os. Måske bundet op på tidligere oplevelser, tanker eller bekymringer, men vi føler det.
Så når pigen bag kassen siger, at hendes veninder er begyndt at sige, at mærke og at føle i situationer, hvor de tidligere bare sagde, at de ikke gider eller godt gider, er det så et udtryk for, at vi begynder at turde sætte flere indre ord på noget hverdagsagtigt? Eller er det bare for at være smart?
Når vi deler dybereliggende oplevelser med andre, såsom hvad vi mærker og føler, inviterer vi dem samtidig lidt længere ind i vores liv og chancen for, at de kan mærke os lidt mere, kommer til stede. -og omvendt. Små ændringer i vores ord til hinanden, kan sagtens vise større sårbarhed og dermed mere mod og det giver, et helt andet grundlag for samtale. Smart eller ej.
I mit daglige arbejde med unge mennesker, hører jeg ofte føle-ord. De deler gerne ud af hvad de føler og mærker og hvad der udfordrer dem og hvad ting gør ved dem. De fortæller om at blive ramt og at ramme andre og de fleste er i meget god kontakt med deres indre, også selvom de ikke er i trivsel. Måske netop på baggrund af, at de ikke er i trivsel. Alt dette stammer måske fra deres sociale liv, hvor alt bliver delt og hvor de oplever andre unge, der frit fortæller om tanker, følelser og oplevelser. Måske er dette ligefrem en positiv udvikling fra de sociale medier!
Desværre oplever jeg rigtigt mange voksne, som ikke er på højde med det og som stadig har en akavet tilgang til føle-ord. Voksne, hvor det dybe ligger meget højt og hvor sårbarhed er noget man holder for sig selv og ikke forbinder med at være modig. Jeg ser forældre, der bliver berørt af deres barns åbenhed og sårbarhed, men som ikke er i stand til at gribe det og møde deres barn, i det.
Forleden havde jeg en snak med mine egne børn. Nu 25 og 27 år, så ikke så meget børn mere. De var så dejligt fortrøstningsfulde over, at deres generation ikke var så bange for at tale om det svære. De er overbeviste om, at deres generation, qua deres forskellige udfordringer og diagnoser, er langt bedre til at tale åbent om det der er svært og dermed forhåbentligt er i stand til, at tale på et lidt dybere plan. Altså med andre ord, at turde, og have lyst til, at berøre det, der kan være svært og ikke mindst vide, at vi ikke skal fixe hinanden, men ofte bare lytte og spørge ind. Det gør mig glad.
For ja, jeg bliver glad. Glad over, at vi trods sociale medier og mange diagnoser og mistrivsel og selvskade og skilsmisser og manglende dannelse og endnu mere manglende ansvarlighed overfor hinanden alligevel måske, er ved at føde en generation, der godt vil tale sammen. Sådan rigtigt tale sammen. Tale om det svære. Bruge føle-ord og faktisk have lyst til at leve et opmærksomt liv. Godt eller skidt. Opmærksomheden og bevidstheden må være det første skridt, hvis noget skal ændres eller blot nydes.
Tak for 2024...
Comments